Eller hvordan man opförer sig, når man ved, man er bedst, men andre ikke ved det

Publiceret i Weekendavisen 2 november 2007

Det hyppigste spørgsmål, man som udlændig præsenteres for i Island, er: »Hvad synes du om Island?« Det er, fordi vi ikke selv er sikre på det. Vi vil høre andres mening.

Grunden kan være, at vi lige er gået i land. Vi har kun været i Island i tusind år. Videnskaben siger, at landet kun er 16 millioner år gammelt. Måske skal vi hellere spørge vores land: »Hvad synes du om os?« Somme tider har vi på fornemmelsen, at det ikke synes om os. En morgen vågner vi op og opdager, at vores hus er omgivet af frisk lava. Dagen efter er kælderen fuld af vand, eller taget er fløjet af. I julen kan det være lige så varmt som på De Kanariske Øer, men det kan også sne på sankthansaften. Det afgørende ved Island er, at MAN ALDRIG KAN VÆRE SIKKER PÅ NOGET. Man ved aldrig, hvad der vil ske. Man kan vågne op til den dejligste morgen eller blive spærret inde hele weekenden af bidende kold snestorm. Det er ligesom at leve sammen med en bindegal alkoholiker. Den ene dag er man ved at dø af grin sammen med ham, dagen efter bliver man slået til plukfisk.

Derfor er vi blevet meget tolerante. Tolerante både over for vores land og over for bindegale alkoholikere. Ved hver eneste familiesammenkomst eller fest er der en døddrukken person til stede, som vakler rundt og generer gæsterne ved alle bordene, men som man forsøger at ignorere. »Din mor er en møgkælling. Jeg har aldrig kunnet fordrage hende og hendes prætentioner!« brøler han ad et ædru offer, som nøjes med at nikke: »Ja, jeg ved godt, hun kan være lidt besværlig en gang imellem.« Vi får aldrig den slags personer smidt ud, men venter stille og roligt, til de er færdige med at forbande hele familien. Vi har endda en sproglig vending for det. Vi "venter tingene ud«. Vi venter, til stormen har blæst sig ud.

Vi lever i et så vanskeligt land, at vi er blevet vilde med vanskelige personer. Vi elsker dem. Vi har en hel litterær genre, der ikke handler om andet. Det er sagaerne. Man kan godt anskue dem som mesterværker fra middelalderen, men sådan set er det bare historier om besværlige mænd og umulige kvinder. Heltene er alle sammen seriemordere i stor stil, massemordere med talent for at skrive vers, og deres koner er følelseskolde harper.

Vores yndlingshistorie handler om helten, der kommer ridende hjem, temmelig træt efter en lang dags myrderier, og møder en træt arbejder, der ligger og hviler sig i græsset. Vor helt kan ikke modstå fristelsen, og af gammel vane tager han øksen frem og hugger hovedet af arbejderen. Da han bagefter bliver spurgt, hvorfor han gjorde det, siger han:

»Jeg kunne ikke lade være. Han var et godt hug.«

Alle vores yndlingsbøger handler om besværlige mænd. Tænk bare på Frie mænd af Halldor Laxness, Universets engle af Einar Mar Gudmundsson eller min egen 101 Reykjavik. Det er romaner, der handler om umulige mænd. Den første er en landmand, der er villig til at ofre sine børn for fårenes skyld. Den anden er en digter, der bliver vanvittig, da hans kæreste smider ham ud, og tager livet af sig selv. Den tredje er en håbløs drivert, der går i seng med sin mors veninde og gør hende gravid.

Alligevel elsker vi den slags mænd. Vi elsker at hade dem.

Sådan har vi det også med vores land. Vi både elsker og hader det.

Vi hader, at det er så koldt, men vi elsker, at det aldrig bliver for varmt. Vi hader, at der bor så få mennesker heroppe, men elsker at der ikke bor ret mange. Vi hader de mørke vinterdage, men elsker de lyse sommernætter. Vi hader de høje priser, men elsker at bruge penge. Vi hader stormen, men elsker den friske luft. Vi hader, at Reykjavik er så lille, men elsker at det er så nemt at komme rundt i den. Vi hader, at her ikke er nogen træer, men elsker den uhindrede udsigt. Vi hader at være så langt væk fra resten af verden, men elsker at krige og terrorangreb foregår fjernt fra os.

Vi hader endda navnet »Island«. Det lyder så koldt. Men vi elsker også navnet Island. Det lyder så cool.

Island er et umuligt land. Men det er muligt at bo her. Eller … næsten. Det gør os rastløse. Det islandske folk er rastløst. Vi er aldrig helt sikre på, om vi vil blive her eller ej. Efter tusind års forløb spekulerer vi stadig på, om vi nu også gjorde det rigtige, da vi slog os ned her.

ISLAND blev befolket af nordmænd, stolte, stædige folk, der flygtede fra en konge, som udskrev for høje skatter, i tiden omkring 870. Men de første indvandrere slog sig ikke ned. De var altid på farten. De tog til Grønland, fandt Amerika, invaderede Frankrig, tog på erobringstogter til Irland og sejlede hele vejen til Kiev og Istanbul. Men de bevarede deres hjem i Island. Deroppe behøvede de ikke at betale skat. Der var ingen konge. Island var en skattefri zone lidt ligesom en lufthavn.

Nu om dage flygter islændinge i gennemsnit fra Island fire gange om året. Vi er stadig rastløse. Vi elsker at rejse ud, og vi elsker at komme hjem igen. Vores sande hjem er lufthavnen. Og ordet »skattefri« har stadig en magisk klang for de fleste islændinge.

Da jeg voksede op i tresserne og halvfjerdserne, var jeg overbevist om, at skattefrihed var som at være i himlen. Det var sådan, andre mennesker talte om det. Det vigtigste ved at rejse udenlands var ikke at se Empire State Building eller Big Ben. Det var at købe ind i lufthavnen. (Og så selvfølgelig at drikke sig fuld i flyet. Det var for øvrigt en dobbelt fornøjelse: at fejre flugten fra helvede med et glas vodka, som var næsten gratis.) Det eneste problem var, at man var nødt til at købe gaver til hele familien, når man var i lufthavnen. Mine forældre rejste ikke ret meget, men hver gang en onkel eller niece havde været udenlands, havde de gaver med hjem: skattefri cognac og Mackintosh Quality Street. En dåse »Mackintosh« var ethvert hjems stolthed. Det svarede til at have en jacuzzi nu om dage.

I den uskyldige fortid troede vi, at stewardesser var en slags præstinder. De kom jo i himlen seks gange om ugen.

Vi har bevaret denne tradition gennem årene. Selv om vi nu rejser ti gange så meget og har ti gange så mange penge og kan købe Macintosh Quality Street i alle butikker i Reykjavik, kan man stadig se folk komme løbende ud af flyet og gennem terminalen med vikingeagtig glød i blikket. Det er et afskyeligt syn at se rige mennesker spare penge, som om det gjaldt livet.

Vi har et stort behov for varer. Et behov for at eje de sidste nye varer. Det skyldes, at vi ikke ejede noget i århundreder og befinder os så langt væk fra resten af verden, at vi er bange for at sakke agterud. Den konstante frygt for at sakke agterud har tvunget os til altid at være foran.

Da jeg var dreng, fik vi at vide, at man i USA kunne få noget, der hed Coca Cola. De drak Coke derovre. Vi besluttede at gøre ligeså. Bare meget mere. Det tog os kun ti år at slå amerikanerne på hjemmebane. Og vi er stadig i fuld gang. Vi drikker mere Coca Cola end amerikanerne og spiser flere hamburgere. Vi spiser flere pizzaer end italienerne og drikker også mere cafe latte. Vi har flere computere end japanerne. Flere mobiltelefoner end finnerne. Vi køber flere bøger end nordmændene. Vi bruger internettet mere end folk i Hongkong. Vi lever længere end georgierne. Vores kvinder er smukkere end i Venezuela. Af den grund har vi mere sex end franskmændene. Vi holder længere fester end spanierne. Og vi synger mere end svenskerne.

De eneste, vi ikke kan slå, er russerne. Vi vil aldrig kunne drikke lige så meget, fryse ligeså meget, eller være lige så ulykkelige og korrupte som russerne. Derfor har vi dybest set stor respekt for dem. De er mere islandske end vi er. De holder den nordiske livsførelse i hævd. De sidder stadig døddrukne udenfor i sibiriske snestorme og spiller skak.

Det var sådan, vi engang opfattede os selv. »Islændinge drikker meget, siger aldrig noget, fryser aldrig og spiller altid skak.« Denne opfattelse forsvandt ned i nationalsjælens kælder, så snart vi begyndte at slå alle andre på alle områder. Nu går vores selvopfattelse ud på, at vi er de bedste i verden. Det mindste land i verden er nummer et på alle områder, der er omfattet af Guinness Rekordbog. Flest biler pr. husstand. Flest computere pr. husstand. Flest forfattere pr. husstand. Det gælder på alle områder. Vi er de bedste.

Problemet er bare, at ingen ved det. Vi er hemmelige verdensmestre. Tiger Woods uden publikum.

Vi vidste det faktisk ikke engang selv. Vi var længe om at regne det ud. Til at begynde med troede vi ikke på det. Vi bortforklarede det. »Det tæller ikke rigtigt. Det er kun fordi vi et lille land.« Så begyndte vi at tænke over det: Er det fordi vi er så få, at det er nemmere for os at leve længere end andre mennesker? Det er jo noget sludder. Det svarer til at påstå, at det er nemmere at blive solbrændt sammen med seks hundrede andre mennesker end alene. Når man er få, er det endnu sværere at være de bedste. Fodbold er et eksempel. Hvis antallet af spillere på landsholdet blev bestemt af befolkningens størrelse, ville en fodboldkamp mellem Island og for eksempel England tage sig helt anderledes ud. England ville stille med 11 spillere, men vi ville have lov til at møde op med 1572 spillere på banen. Men det er naturligvis de store lande, der fastsætter reglerne. Det er altid elleve mod elleve, uanset hvor stort et land man kommer fra. Vi er henvist til altid at tabe i fodbold. I al evighed. Men vi kan til gengæld være de bedste til alt andet.

Vi har langsomt vænnet os til det. Vi er faktisk begyndt at tro på, at vi nu også er de bedste. Det gode gamle mindreværdskompleks er ved at forsvinde. Vi har fået storhedsvanvid (og er blevet næsten ulidelige). Resultatet er, at det går strygende på alle områder, fra kunst til videnskab og fra videnskab til erhvervsliv.

Vi har altid ment, at vi er et kunstnerisk folkefærd. Vi er alle sammen forfattere og digtere. De fleste af os er temmelig kloge, selv om vi måske ikke ligefrem er videnskabsmænd. Vi har mange gamle historier, der minder om historien om den enlige bondemand, der opdagede relativitetsteorien halvtreds år før Einstein, men mistede den i en snestorm.

VI har til gengæld aldrig troet, at vi var gode forretningsmænd. Det skyldes, at der indtil for forholdsvis nylig slet ikke var noget forretningsliv i Island. Det sørgede danskerne for, vores elskede konger og herskere gennem flere århundreder. De var de eneste, der havde lov til at drive forretning i vores land. Det eneste, vi havde lov til, var at hade dem. Det gjorde vi også. Da forbudet omsider blev hævet, og vores landsmænd fik lov til at drive forretning, overførte vi hadet til dem. Man kunne aldrig stole på en handlende. Han tjente penge på vores arbejde. Vi sled og slæbte året rundt for at brødføde familien, og hvad gjorde købmanden? Han stod bag disken, solgte mel og korn og fyldte lommerne med vores penge. Vi indførte strenge regulativer, der indskrænkede købmændenes frihed så meget som muligt. Hver eneste forretning og investering skulle godkendes af bureaukrater. Det 20. århundrede i Island var en periode med statsdrevet kapitalisme, hvor landets rigeste mænd var de heldige slyngler, der fik tilladelse til at importere Smirnoff-vodka, Viceroy-cigaretter og Colgate-tandpasta. De tjente formuer uden at løfte en finger. Det eneste, de behøvede at gøre, var at køre varerne fra lufthavnen ind til butikkerne.

Først i løbet af de sidste ti år har vi fået rigtige islandske forretningsmænd, der tjener penge ved at få gode ideer og føre dem ud i livet. Vores aktiemarked er ti år gammelt. Vi har ikke den store erfaring. Men vi har masser af energi. Vi er som tiårige, og hvad gør man i den alder? Hvad ønsker man sig? Man har lyst til at spise en masse slik, købe legetøj for alle pengene og køre i hurtige biler. Det er netop det, vi gør. I de senere år har lederen af »den islandske ekspansion«, Baugur Group, opkøbt legetøjsbutikken Hamleys og slikproducenten Julian Graves, og sidste år tog den administrerende direktør del i rallyet Gumball 3000.

Men vi gør mere endnu. Som det må være gået op for danskerne, har islændinge travlt med at købe alle Københavns butikker. Det er hævnen for alle de år, hvor der var dansk monopol på islandsk jord. (Vi helmer ikke, før vi har islandsk monopol i Danmark.)

I London bliver de moderne vikinger kaldt Buykings. De køber og køber. De køber aktier og forretninger. Der er tilsyneladende intet, der kan standse dem. Vi forstår det knap nok selv. Lige nu er der over 100.000 ansatte i islandsk ejede selskaber over hele verden, dog flest i Storbritannien. Den samlede arbejdsstyrke i Island er på 160.000 mennesker. Verdens mindste land er ved at opbygge verdens mindste imperium.

Den islandske ekspansion er for det meste koncentreret om Danmark og Storbritannien. Danmark af indlysende historiske årsager, og Storbritannien fordi vi har et psykologisk overtag i forhold til briterne. Selv om der ikke findes nogen islandsk hær, har vi aldrig tabt en krig til briterne. I forrige århundrede slog vi verdens næststørste flåde ved hjælp af to redningsbåde og snuhed. Og én ting til: vi fandt Amerika. De mistede det.

Somme tider kan vores storhedsvanvid være temmelig absurd. Vores udenrigstjeneste er næsten lige så stor som vores sundhedssektor. Vi er det eneste land i Europa bortset fra Storbritannien, der har forsøgt at oprette sit eget CNN-lignende nyheds-tv, 24/7 (det holdt kun et halvt år). Og hvert eneste år tror vi på, at vi vinder Melodi Grand Prix’et.

Selvforherligelsen kan dog også give usædvanlige resultater. I en by på størrelse med Alicante eller Karlsruhe har vi to internationale flyselskaber, fire internationale banker, to internationale popstjerner, en international fodboldstjerne, tre indehavere af Miss World-titlen og producerer et af verdens største tv-programmer for børn.

SOMME tider er det bedre at være den mindste end den næststørste. Det er bedre at være David end at være Goliats lillebror. Desuden er det bedre at være lille end stor i den moderne verden. Ingen vil have en stor I-pod. Vores ringe størrelse er blevet en styrke. Island er så lille, at ingen forventer store bedrifter af det. Det er en fordel for islændingene. Lidenheden er vores drivkraft. Fordi vi er et stolt folkefærd.

Forestillingen om at man kan se ned på sit eget land – den overdrevne selvforagt, man somme tider støder på i gamle europæiske lande som Frankrig eller Italien – er fuldstændig utænkelig i Island. For os er alt, hvad der har med Island at gøre, nærmest helligt. Vi drikker vievand af vandhanen. Laxness’ romaner er hellige skrifter. Vi holder lovtaler for fugle, som franskmændene spiser til middag. Vi tør ikke engang spise den bedste fisk i havet, vores største nationalskat, torsken. Vi tør knap nok synge vores nationalsang, så hellig er den. Vi nøjes med at rejse os op på stadionet og står med hånden på hjertet og lytter til den. Da den britiske popstjerne Robbie Williams efter et kort besøg udtalte, at han ikke brød sig om Island, blev han udnævnt til Islands største fjende. Man må godt hade statsministeren eller præsidenten, men man smider aldrig rådne tomater efter dem, og hvis man tilfældigt møder dem på gaden i en fremmed by, standser man op, giver dem hånden og taler lidt med dem. De er jo trods alt islændinge ligesom én selv – og det er en sjælden egenskab.

Islændinge er stolte, rastløse og parat til hvad som helst. Det er deres land også. Man ved aldrig, hvad der kan ske med Island. Og når man er sammen med islændinge, kan man være sikker på, at der sker noget.
 
Oversat af Claus Bech

BOOKS